Min ældste datter sagde i går, at det altså er hendes tur til at have kage med torsdag. "nå nå", tænkte jeg... jeg finder da på noget lækkert. Herefter glemte jeg alt om kage til klassen.
I dag kom jeg så - selvfølgelig her til aften - i tanke om, at de der kager nok skulle til at blive kreeret. Den unge dame kan godt lide citronkage, så i gang med nogle lækre syrlige muffins var jeg.
Yngstedatteren var ikke helt tilfreds, for hun kan ikke lide citronkage og i øvrigt skulle vi se "Anja og Victor", som var i tv for gud ved hvilken gang. "jeg skal bare liiiiiige", pippede jeg og så tog den ene halve time den anden. For fint skal det være, de må gerne se lidt lækre ud, sådan nogle (små) kager og 7.A måtte gerne være en smule imponerede, tænkte jeg, så jeg hentede ekstra citroner til glasuren (og ekstra flormelis) og citronmelisse i haven.
Jeg indrømmer at jeg var svært tilfreds da kagerne endelig var færdige (og nej, jeg synes ikke billedet ynder dem retfærdighed, men pyt nu med det).
Jeg kaldte fluks på pigen, som jeg forestillede mig, ville spurte hen for at se miraklerne, og derefter kaste sig henrykt om halsen på mig og takke i et væk over at jeg virkelig havde anstrengt mig denne gang.
Jeg kaldte igen... og ventede....og ventede...
Ikke en gang den yngste gad lette sig for at se, hvad jeg var så tydeligt stolt af. Og mens jeg stod der og trådte mig selv over tæerne, og forsøgte at sluge min stolthed, gik tankerne en del tilbage i tiden.
Tilbage til dengang, jeg havde en mor, som med ekstra tryk på alverdens urimeligheder og forurettetheder, kunne hævde at hendes fantastiske moderlighed lå i at hun, i årevis, havde lagt tøj sammen og puttet det i skabet - på hylder, og "faktisk også havde bagt grøn kage til flere klassens-timer". Hvor ofte har jeg ikke rystet på hovedet og tænkt "slap dog af, det var en skide kage - jeg kan ikke en gang lide grøn kage"? og i dag stod jeg så her og kunne slet ikke forstå den urimelighed, jeg var udsat for - der kom ingen og jublede, klappede i hænderne og elskede mig endnu mere, bare fordi jeg havde klistret en gang citronmelisse fast i glasuren.
Faktisk var hun mere bekymret over om kagerne nu kan holde sig, når jeg ikke står og bager dem samme morgen (hvilket jeg jo har gjort utallige gange, fordi jeg bare altid glemte de skide klassenstimekager).
Aj, hun er også glad... og i morgen skal de spises, de sure muffins, der er godkendt af manden min, som i øvrigt syntes de var fine :-)
Min moderlighed ligger ikke i skabet, og ej heller i hverken kager eller muffins, men derfor kan man jo godt trænge til et lille knus og et "tak, hvor er de bare fine" ...
Kommentarer
Send en kommentar