Des goût et des couleurs se ne faut pas discuter

Med fare for stavefejl citeres i overskriften fra Formule F, Eva Kambskard, franskundervisning 9. klasse, Sorø Borgerskole.
Smag og farver kan ikke diskuteres..
Af en eller anden grund, har den sætning hængt ved i de par år (!), der er gået siden, jeg gik ud af folkeskolen, og lige præcis i dag, må jeg godt nok sande, at det er rigtigt (og lidt sjovt).

Glasurbrændingen er færdig og lertingene er taget ud af ovnen, i nye farver. For dem der ikke er så velbevandret udi keramikprocesser, kan jeg afsløre, at det der øjeblik, hvor ovnene bliver åbnet, er fuld af spænding.
Efter første brænding, forglødningen, holder alle vejret i frygt for om noget er gået i stykker i ovnen (og endnu værre - gået i stykker og har ramt andres (eller egne) ting). Efter grasurbrændingen er man bare super spændt på om man nu har ramt den rigtige farve, om man har puttet et jævnt lag på osv osv.

Sent i aftes var ingen undtagelse...forglødningen indeholdt en helt fantastisk skål, der desværre var flækket under brændingen pga en luftboble. Øv, vi led alle med damen, som havde brugt så meget tid på den fine skål.

Glasurbrændingen... jeg var nærmest ved at besvime af spænding, fordi jeg har købt nye glasurer, der er helt fantastiske, meget klare og i lidt vovede farver.
Jeg har nok ikke glaseret, som de fleste ville have gjort, på det her hold. De fleste holder sig til det sikre, det pæææne og det velkendte..
Men ud kom min vase (som jeg i virkeligheden ikke skal bruge som vase, men snarere som en skulpturel ting... altså pynt for pyntens skyld) i lilla med limegrøn (rigtig pang lime) inderside. Jeg synes, i al ubeskedenhed, at den er fantastisk. Helt vidunderlige glasurer.... som tager pippet fra nogle af DAMERNE, og giver dem en uforstående - og mærkeligt skuffet - mine på..

"Nåå", sagde en dame ved morgenbordet, efter hun havde rundet keramiklokalet og set hvad der var kommet ud af ovnen. "Har du set dine, de der blomster (det er så vaserne) er kommet ud". Jeg nikkede (jeg er træt i dag), og damen fortsatte med medlidenhed i øjnene.. "De er godt nok blevet stærke i farverne, har du godt set det" .
øh.. ja! det var sgu da, det der var meningen... og jeg bilder mig faktisk ind at det er kunst..... tænkte jeg.
Men svarede "ja, jeg kan godt lide pangfarver, det er derfor jeg har købt min egen glasur". "Nå", sagde damen og så uforstående ud, "jamen, så er de jo blevet som de skulle".

Ja, tænkte jeg... man vælger jo ikke lime og lilla, for at få beige og grå...

Farver og smag kan altså ikke diskuteres. Til gengæld lever mine ting helt op til det at være kunst, hvis definitionen er at noget er kunst, i det øjeblik beskueren stopper op og undres... hehe