Under frokosten på højskolen i dag, sad jeg og talte med mine døtre, mens jeg spiste af den helt forrygende – økologiske (naturligvis) – mad fra buffeten. Jeg lod øjnene vandre rundt i lokalet. Rundt på vidt forskellige mennesker, forskellige typer af familier og forskellige børn i alle aldre.
Mit blik standsede ved en kvinde i en hvid bluse. Hun havde navneskilt på brystet, i lighed med nogle andre, der tydeligvis kom fra samme hold (vi har ikke navneskilte på vores keramikhold, dertil er vores underviser alt for utjekket og distræt – men helt utrolig flink i øvrigt).
På hendes selvklæbende skilt stod kort og godt ”Mor”.
Min første tanke var faktisk, at det var sødt. Men jo mere jeg tænkte over det (og ja, jeg har masser af tid, nu jeg er på højskole, jeg kan tænke en hel masse om bitte små ting, der er mere eller mindre væsentlige), jo mindre syntes jeg egentlig, det var sødt. Men det satte tanker i gang, det lille ”navne”-skilt. For damen i den hvide bluse hedder jo ikke mor. Heller ikke selv om hun skriver det med stort M. Hun er mor.
Hvorfor har hun så valgt at skrive Mor på det skilt?
Har hun glemt at fortælle sine to helt henrivende mørke piger, med de små sorte fletninger, at hun faktisk har et navn, lige som alle andre mennesker? Eller har hun lullet sig selv så voldsomt meget ind i mor-rollen, at hun helt har glemt at hun også er Annika (eller hvad hun nu hedder). Eller er hun så skide taknemmelig at hun føler at hun er nødt til at være mor, mor, mor, hele tiden og kun mor…. For ellers er det snyd… og ellers burde hun aldrig være blevet mor til de her to vidunderlige unger?
Jeg ved det ikke…
Men det fik mig til at tænke på, hvor mange kvinder der egentlig fuldstændig tilsidesætter sig selv, fordi de er mødre. Helt opgiver deres indre Annika, Esmeralda eller hvad ved jeg – hende der også er en selvstændig person med holdninger, følelser og behov.
Hvordan kan det være det er sådan for nogle? Og hvem får noget ud af det? – for ikke at sige, er der overhovedet nogle der får noget ud af det?
Kan man være autentisk mor, hvis man helt glemmer sig selv i al sin moderlighed?
Kan man ikke være pisse stolt af sine unger, være en god mor og elske sine børn, selv om man stadig bevarer sig selv – og alt det man er – udover at være mor?
Kære mødre i den virkelige verden... Husk nu jer selv også.
Det lyder meget sødt i nogle sammenhænge (eller i nogle grupper - mødregruppen fx) at sige "jamen... jeg er bare såååå meget mor altså" (nå nå men hvor meget mor kan man lige være??? Man kan vel kun være en mor ad gangen, også selv om man skulle (af totalt uvisse årsager) have valgt at få 10 børn), "jeg kan slet ikke huske hvad jeg lavede før jeg fik børn" (fågh, det er skidt... skynd dig at tænke dig grundigt om, og find noget af det frem igen, så ikke du bliver reduceret til en meget træt udseendet dame med et "Mor" skilt på brystet). En god klassiker kunne også være "jamen, mine børn er bare det vigtigtste i mit liv" (ja, de er vigtige - kærlighed er vigtig - DU er også vigtig - i øvrigt også for dine børn, tænk over det!).
Det er ingen skam at tænke på sig selv også!
Og så kan det godt være ,at jeg er på familiehøjskole med mine børn - men gæt hvem der har valgt keramikken, og gæt hvem der bare ææææææææææææææææælsker det (og sine børn i øvrigt). Det er dejligt at se at mine unger også synes at MIN interesse er fed.
Nå....... jeg blev vist grebet af en stemning, her i det tilrodede værelse...
ses.
Fru Vestergaard - kvinde & mor
Tak... Godt skrevet :)
SvarSlet