Gå videre til hovedindholdet

Hvorfor i alverden sagde jeg det????

Var i radioen i går - og hånden på hjertet.. Det er så nok ikke en af mine spidskompetencer at optræde live i Pyjamasekspressen på 100 FM (ja, det kalder jeg den altså stadig selv om den nu hedder Radio 100).

Jeg kommer sådan til at tænke på billedbogen "min uartige tunge" af Kim Fupz Eriksson, som omhandler en lille pige, der har oplevelsen af at ordene vælter ud af munden på hende, selv om hun ikke vil sige dem. Fed bog, ærgelig oplevelse!

Kom kørende i bilen på vej til arbejde i går. 100 FM (jaja) havde emnet sommerferie på programmet, og opfordrede lytterne til at sende SMSer om hvad de skal i sommerferien, så andre med børn kunne få en god idé. Sad og lyttede med.. og blev egentlig lidt småforbløffet (og måske også lidt irriteret - det var jo morgen)over at de svar, der kom fra lytterne, som var i stil med "vi tager ungerne med en uge til Kreta i sommerferien". Jamen hallå - FED idé, det er jo nytænkning, så det står efter det! For fanden da Danmark er kreativ, sikken en idérigdom, og så fra morgenstunden.
Tænkte, at det nok var på tide at slå en lille slag for højskolerne i det ganske land. Hvor mange mon tænker på et højskoleophold, som en mulighed for at holde ferie med ungerne - jeg ved det ikke, men folk har sgu så mange fordomme; "det er kun sådan nogle hippier, flippere og pædagogger der tager på højskole." ord som "rundkreds" og "fællessang" dukker ofte op i den sammenhæng.

Så dér, på de små snoede veje gemmen Enderslev City, fik jeg manøvret mig igennem, med en hånd på mobiltastaturet. Skrev noget i stil med "tager på kreativ højskole med mine to døtre i 14 dage, mens manden er i Vegas. To ugers samvær uden madlavning og huslige sysler".
Tænkte nok at den mandlige vært ville finde det allermest interessant at jeg sender manden til Vegas i mens, og så tænkte jeg egentlig ikke mere på det. Ikke før jeg nåede Magnoliegården, og havde sat mig på mit kontor, hvor telefonen fluks kimede fra ukendt nummer.
I mit øre lød fjern pop og en "smart i en fart" stemme henviste til min sms og spurgte om ikke jeg ville i radioen. Det ville jeg sådan set ikke. "jeg skal desværre til møde liiiiiiige om tre minutter", sagde jeg (jeg er jo snu, og det var rigtigt). "Perfekt", sagde den morgenfriske "det tager kun et minut, og du er på om 30 sekunder..
Idet samme hørte jeg radio 100 gennem telefonen, og mit navn blev nævnt, hvorefter jeg blev spurgt hvad jeg skal i min sommerferie... "bla bla højskole.... bla bla....11 og 14 år... bla bla, der er jo mange muligheder at vælge mellem, hvis man vil have sine børn med på højskole (Sådan Fru Vestergaard, nu kører det... reklame for højskolerne). "er det første gang I skal afsted", lød det i mit øre... "nej", svarede jeg kækt og morgenfriskt - og ikke uden en vis stolthed i stemmen... " det er første gang pigerne skal med, men det er ottende gang jeg skal derover". Værten var tydeligt imponeret over min trofasthed og kommenterede at man kunne kalde mig garvet indenfor højskoleophold.
Og det gik jo skide god det der radioindslag... men pludselig hørte jeg en stemme (i min ende af røret..)sige "jaja, jeg er jo gammel flipper.. hø hø". Hvor fanden kom det fra???? Hvorfor fanden sagde jeg nu det? Det var jo lige præcis det billede af højskolekursister, jeg ville væk fra. Og jeg er sgu da ikke gammel flipper... Jeg er mere sådan en... æhmmm... tjekket Blogger, der bare gerne vil lave noget kreativt sammen med mine børn. Og som bare synes det er helt vildt fedt at stikke hænderne i en klump ler, og lave noget skævt makværk i en uge eller to.
Hold da op, hvor er det... ja, jeg mangler ord...

Kommentarer

  1. Jamen hvorfor ikke stå ved hvad man er :O) Du er jo en gammel flipper....Knus Lenda

    SvarSlet
  2. aj, det tæller da ikke rigtigt at være forsøgsflipper i 9. og 10. gør det? Bare fordi man var glad for sine guldbukser med silkebånd forneden, sin alt for stsore striktrøje, Maoskoene og det ultra lange tørklæde, der helst skulle slæbe en lille smule hen ad jorden - det tæller da ikke !!!!
    Fru V

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Min første - men bestemt ikke sidste - pitbrænding

DJeg har fået keramikovn! For den der ikke går op i keramik, er det nok svært at forestille sig præcis hvor fedt det er. Det er en luksus, jeg ikke troede der ville tilfalde mig. Det bobler indeni bare ved tanken. Som det er typisk for mig, så afstedkom indkøbet et mylder af tanker og planer... og nye ideer... og tanker... og planer..... og og og ....ideer.... og søvnløse nætter med tanker om ler og farver og metoder og ... sygt? måske, men sådan er det nu en gang... og hold nu kæft jeg har gode ideer... Jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet har tid til at arbejde (kan man gå ned på deltid... som fx. 20 % eller noget?, bare ligesom for at sige at man stadig gør noget for at holde hjulene i gang?). Sådan er det gået for sig:   Sandra og jeg havde samlet en lille bunke kogler, kastanjer og svampe til at putte med ned i tønden, sammen med det forglødede keramik. Hvorfor? Det ved jeg faktisk ikke rigtig, men jeg havde set at "sådan gør man" (eller ...

"Hej, jeg hedder Mor" (Nej, det gør du så ikke)

Under frokosten på højskolen i dag, sad jeg og talte med mine døtre, mens jeg spiste af den helt forrygende – økologiske (naturligvis) – mad fra buffeten. Jeg lod øjnene vandre rundt i lokalet. Rundt på vidt forskellige mennesker, forskellige typer af familier og forskellige børn i alle aldre. Mit blik standsede ved en kvinde i en hvid bluse. Hun havde navneskilt på brystet, i lighed med nogle andre, der tydeligvis kom fra samme hold (vi har ikke navneskilte på vores keramikhold, dertil er vores underviser alt for utjekket og distræt – men helt utrolig flink i øvrigt). På hendes selvklæbende skilt stod kort og godt ” Mor ”. Min første tanke var faktisk, at det var sødt. Men jo mere jeg tænkte over det (og ja, jeg har masser af tid, nu jeg er på højskole, jeg kan tænke en hel masse om bitte små ting, der er mere eller mindre væsentlige), jo mindre syntes jeg egentlig, det var sødt. Men det satte tanker i gang, det lille ”navne”-skilt. For damen i den hvide bluse hedder jo ikke mor. Hel...

Det bliver mit år i år - det er helt vildt!

Det var svært at skrive julekort denne gang.. meget svært. 2014 står som en uvirkelig tåge af hændelser jeg aldrig havde troet, jeg skulle høre om, kende til og slet ikke opleve.. Nu er det overstået - helvedesåret - og jeg er max. klar til 2015. Jeg har tonsvis af forsæt for 2015. Ikke noget, jeg skal væk fra, men meget jeg skal hen imod. Jeg glæder mig... det bliver et fantastisk år med: * Mere ro * Mere glæde * Mere latter * Mere nærvær * Mere glimmer * Flere drink * Mere dans * Mere talje * Mere sundhed * Mere ansvar * Mere rygrad * Mere effektivitet * Mere målrettethed * Mere skriveri - altså som i, meget mere skriveri Hold nu kæft, hvor jeg glæder mig...