Fru Vestergaard

Har siddet og skrevet om vores kommende halloween-fest, som plejer at være en rigtig hyggelig begivenhed for vores venner og deres børn. En dag hvor alle kommer hinanden ved, hvor der er tid til snak, og tid til at blive afbrudt af søde og glade børn, der liiiiige skal ud til bålet, liiiiige skal skære et græskar, liiiiige skal tisse eller have en sodavand mere. Tid til at se hvor meget det faktisk glæder børnene at deres forældre bryder ud af de sædvanlige roller og smider masken (eller tager en ny på) og tosser rundt på må og få. Tradition og hygge... og et lille stik i hjertet..... på mig altså... ikke på de børn der kommer, eller pga . de børn der kommer, men snarere pga. de børn der ikke kommer, eller ... mere præcist deres mødre, som vælger fra - igen, igen. Med lommerne (og mobiltelefonen - i SMS-form selvfølgelig) fulde af absurte undskyldninger, sidder jeg tilbage og tænker hvad det egentlig drejer sig om. Er det udklædningen, afstanden, gæsterne, konceptet (og alle mulige

Så er den på vej.. årets halloween-fest. Jeg elsker at holde halloween, det er blevet en dejlig tradition for både børn og voksne. Græskarsmat (som virkelig lugter dårligt) i lange baner, store orange lygter med uhyggelige og kunstfærdige vinduer til fyrfadslysenes blafren. Børn i alle aldre, udklædte og rødkindende (under sminken), der, med funklende øjne, glæder sig gevaldigt over at mor og far har smidt det perfekte ydre, og for en gangs skyld er lige som dem - legende, udklædte, lidt tossede, flollede og i særdeles godt humør. En hel dag med tid til det hele... kreativitet, snak over kaffen, hyggespisning, snobrød over bål, kage og en lille en. Familiehygge, vennehygge, børnehygge, voksenhygge... Festsalen er fuldspartlet, der er isoleret langs taget og vi har investeret i nye gasovne. Pigerne og jeg har brugt søndagseftermiddagen på at lave fin fin pynt til festen og jeg glæder mig til at pynte op og gøre klar... Glæder mig til at se hvad gæsterne har fundet på i år.. De pleje

Skoleshopping? Ja, hvad er nu det for noget? Det er åbenbart det sidste nye hit blandt visse skolelever (og dermed også deres forældre, som jo, som bekendt, har det overordnede ansvar og dermed også beslutningsretten). Hvor fanden er vi henne, når det pludselig er helt legalt, at vælge og vrage mellem skolerne og skifte i et væk, så snart der er noget der ikke passe en, eller der er noget der lyder mere spændende på den anden side af bygrænsen? Skal eleverne så kunne vælge skole, alt efter hvilket emne de forskellige kører med indenfor samfundsfag eller religion - hvad f.. sker der? Hvor er forældrene henne i det her? Hvordan kan forældre lade deres barn shoppe rundt uden at finde fodfæste nogensteder, og bare stiltiende lade stå til, mens ungen brokker sig og vil noget andet, uden at se indad og tage ansvar - hvad lærer man så sit barn? I 8. klasse på byens skole er samme elev nu meldt ind for anden gang. Dvs. hun startede på skole a - flyttede til b (fordi de andre var nogle idi

Folketingsvalget er på vej. Det har været meldt ud i 14 dage, og det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg glæder mig. Ikke på grund af det forventede - eller frygtede - resultat, men fordi jeg synes det er skide spændende og helt vildt vigtigt. Jeg sætter med glæde, og en vis højtidelighed, mit kryds ud for den person, hvis holdninger jeg sympatiserer mest med. Jeg glæder mig over demokratiet og min ret til medindflydelse i det land jeg er en del af. Jeg synes jeg er heldig. Det synes jeg faktisk. jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvor jeg skal sæte mit kryds, med den tykke blyant. Men det er ikke relevant her. Næ det der er relevant, og det jeg simpelthen er nødt til at få ud af systemet er følgende: For en uge siden.. altså en uge efter valget blev udskrevet, modtog jeg en mail fra min datters klasselærer, som inviterede til forældremøde. Lækkert, det er der brug for - men datoen er den 15. september. Torsdag den 15. september fra 19 - 21. Hvadbehager? "nå, hun har vist s

Ikke alene har jeg netop brugt 14 forrygende dage med at lave keramik og glaskunst med mine døtre, men min yngste er også blevet Blogger. Jeg synes sgu, det er sejt! Hun har selv oprettet sin blog og finder selv rundt i designs osv. Hun er nu snu nok, den lille 11 årige ;-) At hun synes det er sjovt, er selvfølgelig skønt, men set med moderlige (og lærerfaglige) øjne, er den store bonus reflektionerne og det at formulere sig på skrift - plus det, at hun får øvet sin stavning, grammatik og tegnsætning... Jeg synes det er fedt! Hendes blog kan i øvrigt læses her: http://www.julieblaske.blogspot.com/ hilsner fra den stolte moder :-)

Med fare for stavefejl citeres i overskriften fra Formule F, Eva Kambskard, franskundervisning 9. klasse, Sorø Borgerskole. Smag og farver kan ikke diskuteres.. Af en eller anden grund, har den sætning hængt ved i de par år (!), der er gået siden, jeg gik ud af folkeskolen, og lige præcis i dag, må jeg godt nok sande, at det er rigtigt (og lidt sjovt). Glasurbrændingen er færdig og lertingene er taget ud af ovnen, i nye farver. For dem der ikke er så velbevandret udi keramikprocesser, kan jeg afsløre, at det der øjeblik, hvor ovnene bliver åbnet, er fuld af spænding. Efter første brænding, forglødningen, holder alle vejret i frygt for om noget er gået i stykker i ovnen (og endnu værre - gået i stykker og har ramt andres (eller egne) ting). Efter grasurbrændingen er man bare super spændt på om man nu har ramt den rigtige farve, om man har puttet et jævnt lag på osv osv. Sent i aftes var ingen undtagelse...forglødningen indeholdt en helt fantastisk skål, der desværre var flækket u

Jeg er altså helt vildt ringe til at være Hippie! Nu er der jo nogle, der giver min ældste ret i, at jeg er sådan lidt af en Hippie. Men helt ærligt, jeg er altså ikke særlig god til det. Dels er jeg totalt modstander af demonstrationer, Ungeren, Enhedslisten og hashkager, men der er altså også andre ting, hvor jeg hænger gevaldigt i bremsen.... Vi skulle have på sådan en rigtig højskole-fælles-kom-sammen-udflugt-med-fælles-opgaver i dag. For det første er jeg slet ikke så social, som man måske skulle tro, så jeg er faktisk ikke til de der påtvungne "lær-hinanden-at-kende"-events og "i hvor har vi det hyggeligt, når vi løber orienteringsløb i fællesskab på tværs af familier, aldre og grupper" Jeg er slet ikke til det. Jeg vil gerne være social, men jeg vil gerne selv bestemme hvornår, og med hvem! jeg krydsede fingre hele natten, for at det skulle blive regnvejr, så turen kunne blive aflyst og erstattet af museumsbesøg på Arken i Århus. Vågnede op til silende

Her til morgen gik jeg over i vaskerummet, for at sætte en vask med tøj fuld af ler over. Da jeg kom over i rummet, stod en stor rund mand og lagde en hel masse tøj sammen. Vi sagde "godmorgen" og jeg opdagede at jeg skulle have haft en vaskepolet for at komme til at vaske. Højlydt ærgede jeg mig, hvilket fik manden til at tilbyde, at jeg kunne låne en polet af dem, hvis ellers jeg kunne finde hans kone (hende med det mørke hår og briller ... øh, dem er der så 7 af). Det var rigtig pænt af manden, som så til gengæld for vaskepoletten bad mig vidne på at han møjsommeligt havde lagt alt tøjet sammen :-) Herefter kom han med en sød og undskyldende forklaring om, at det jo ikke var fordi han ikke lavede noget i hjemmet, men det var ham der stod for madlavningen, og konen der vaskede tøj. Vi jokede lidt med at det da ellers var smart af ham, at vælge en højskole, hvor maden bliver lavet, og man selv skal stå for tøjvasken (= han kan slappe af og konen skal stadig vaske tøj). Der

Under frokosten på højskolen i dag, sad jeg og talte med mine døtre, mens jeg spiste af den helt forrygende – økologiske (naturligvis) – mad fra buffeten. Jeg lod øjnene vandre rundt i lokalet. Rundt på vidt forskellige mennesker, forskellige typer af familier og forskellige børn i alle aldre. Mit blik standsede ved en kvinde i en hvid bluse. Hun havde navneskilt på brystet, i lighed med nogle andre, der tydeligvis kom fra samme hold (vi har ikke navneskilte på vores keramikhold, dertil er vores underviser alt for utjekket og distræt – men helt utrolig flink i øvrigt). På hendes selvklæbende skilt stod kort og godt ” Mor ”. Min første tanke var faktisk, at det var sødt. Men jo mere jeg tænkte over det (og ja, jeg har masser af tid, nu jeg er på højskole, jeg kan tænke en hel masse om bitte små ting, der er mere eller mindre væsentlige), jo mindre syntes jeg egentlig, det var sødt. Men det satte tanker i gang, det lille ”navne”-skilt. For damen i den hvide bluse hedder jo ikke mor. Hel

Så sidder man der, fuldstændig indeklemt mellem tasker, kufferter, lerglasurer i bøtter,  poser med drikkevarer og alle mulige - og umulige - andre pakkenelliker, mens man styrer bilen gennem ferietrafikken på vej til Jylland. Turen er gået fint. Humøret er højt, ungerne snakker (meget) og der er musik i radioen... pludselig - og jeg mener PLUDSELIG, som i "ud-af-det-blå" siger teenagebarnet på bagsædet: "Ved du hvad mor... jeg har tænkt over..... altså......... du er meget sød og sådan noget ik´, men du er altså sådan lidt en hippie." HVA´ BA??? Hvad for noget...? og så midt på motorvejen... Det var altså lige ved at ende med en grøftekørsel. Hvor filan kom nu det fra?????? Ja, ungen forsikrede mig da om at hun jo godt kan lide mig alligevel. (altså PÅ TRODS af at jeg åbenbart er en hippie). Jeg indrømmer at det er en kommentar, jeg er vendt tilbage til flere gange i løbet af dagen. Sikkert fordi det kom så meget bag på mig. "Jamen mor, du har jo de de

.. hvis man nu kunne spole tiden tilbage til de ting man fortryder, er der så noget du ville lave om mor?" spurgte min yngste datter, et stykke tid efter hun havde funderet over - og talt om - hvor meget hun elsker mig, og hvor meget hun elsker sin "pap-far". Hun havde været tavs et stykke tid, efter hun havde kommenteret alle hans fortræffeligheder... og pludselig kom hun åbenbart i tanke om den der tidsmaskine. Jeg tror nok, jeg godt ved hvad hun tænkte, at jeg måske ville have gjort anderledes. Men spurgte alligevel hvad hun mente. "jamen, hvis man gerne ville havde gjort noget andet end det man gjorde... eller man havde dummet sig, eller ... er der så noget du ville ønske du havde gjort anderledes". "JA" svarede jeg straks (for Guderne må vide, jeg har gjort mange dumme ting i mit liv, og der er edderrådme nogle af dem, jeg ville ønske, jeg havde gjort anderledes - eller endnu bedre; slet ikke gjort.) Efter ganske kort tid, slog det mig dog..

Er det ikke sådan man siger? Og skal man nu også det? - gøre det man er god til? Hvad nu hvis man - som jeg - bare er hamrende god til at holde fri, er det så det man skal? Lade job være job, og bare nyde at holde fri? Eller skal man i stedet arbejdet på det man ikke er så god? (som ikke i dette tilfælde er det præcis modsatte - nemlig at gå på arbejde, for det mestrer jeg faktisk også - jeg er bare lige lidt bedre til at holde fri). Jeg har simpelthen konkluderet, at jeg er sindsygt god til at holde fri. Ikke fri som i "så-laver-jeg-ikke-en-skid", men jeg er god til at have tid til at gøre, lige som det passer mig.... nippe de visne blomsterhoveder af roserne, i et halvdovent tempo, klippe lidt vildskud af, dufte til en nyudsprunget, plukke et jordbær og spise det, selv om det knaser lidt i tænderne, fordi jeg ikke gad skylle det først. Jeg kan rette lidt på et par vindruestængler i det meget kreative system af snore, der holder den på plads, fjerne en tidsel, kæle lid

Måske er jeg skadet af min uddannelse indenfor lærergerningen liniefag i dansk - ja undskyld linJE hedder det jo nu. Der er bare visse ting, indenfor retsskrivning og talesprog der irriterer mig grænseløst - ja, det går mig vel nærmest i nervebanerne, om jeg så må sige. Syng nu fx. den her med Medina.. bare inde i hovedet - du skulle jo nødigt genere en dansklærer... "Jeg er ikke så god til kompromis Før jeg mødte dig der var jeg jo alene Og jeg er stadig ved at lære og finde ud af hvordan vi to kan forenes" Hvadbehager?  "jeg er stadig ved at lære OG finde ud af..." nææææ nej, fine Medina... du er ved at lære AT finde ud af.... Når jeg har hørt den sang i radioen, har det gibbet i mig, hver gang hun er nået til det famøse OG.. ene og alene fordi det er grammatisk forkert. Nu gibber det i mig (og trækker i tandhalse og nervebaner), hver gang jeg hører den, fordi jeg har hørt rygter om at det da er heeeeelt i orden frem over at sige "og" i stedt

"ja.. det bliver altså bare køkkenrulle", sagde værtinden med et let undskyldende smil, og rakte rullen over bordet.. "Nå nå, så er man nok ikke fin nok til servietter længere!!!", tænkte jeg, og var lige ved at rejse mig i skuffelse og fornærmethed. Men så kiggede jeg mig lidt omkring....... Maden stod på bordet og så indbydende ud. Mændene, der havde grillet - med hver sin dåseøl i hånden, naturligvis - sad tilbagelænede og skålede. Ungerne var sultne. Mindstefyren kiggede på den 11 årige med  jul(i)elys i øjnene. Lillebittepigen strålede og var klar til at sutte på noget brød og teenageren rakte ud efter tomatsalaten, på den utålmodige måde. Hvor befriende... og hvor dejligt at kunne ses en hverdag, midt i alting, selv om vi var nogen, der skulle op dagen efter, og sørge for at hjulene stadig kører rundt i Danmark, mens skolelærerne har sååååmmerferie (ja, jeg er misundelig). Skide være med blomstrede servietter i de helt rigtige farver. Køkkenrullestykkerne

Der har boet nogle mærkelige mennesker i det her hus, på den her grund, længe før os. Når hønsene hakker i deres hønsegård, dukker der de særeste genstande op med jævne mellemrum. En kam, en dut fra en vandhane, en flaskehals, en jerndims, stor eller lille, en spiseske, en lille plastikko og alt muligt andet underligt. I bedene dukker også ting op, oftes mursten og potteskår. Eller noget jern. I dag fandt jeg dog noget ganske andet... Jeg skulle - naturligvis - grave et hul til en fin rose. Hullet blev omkring ½ meter dybt. Jeg støtte på en mursten, som jeg kastede væk. Derefter støtte jeg på noget andet, som jeg først troede var et stykke af en mursten. Det var ved at blive mørkt, så jeg kunne ikke se helt tydeligt, men troede jeg havde en kvart tepotte eller sådan noget i hånden. Lagde dog genstanden i græsset, så jeg kunne tage den med ind i lyset... se nu lige her hvad jeg fandt: Hvor er Piet Van Deurs, når man har brug for ham? Hvem kan nu svare på hvem denne knogle

Aj, hvor er jeg bare træt af Facebook. Eller det vil sige... det er jeg jo faktisk ikke. Jeg kan rigtig godt lide Facebook (især når jeg ikke har tid til at være social med nogen som helst, og må følge med på nettet). Men i Guder, hvor er jeg træt af gættekonkurrencer, spidsfindige, finurlige headlines, der kan tolkes i alle mulige retninger, som får læseren til at tænke; "guuuuuuuud, er hun gravid?", "aj, hvem er død?" "mon de har fået hund, eller er morbroderen slået ned i Uganda".. ja nogle overskrifter er så dramatisk hentydende, at det kan være alt fra en nat, hvor mindsteungen vågnede to gange, til at naboens datter er blevet voldtaget, der bekymrer profilindehaveren. Nogle gange går det lige i tandhalsene, så irriteret bliver jeg. Jeg ved godt, jeg bare kan lade være med at læse med, men helt ærligt... jeg bliver sgu da også nysgerrig, og nogle gange faktisk også bekymret. Der er selvfølgelig dem, der efterhånden har dramatiseret så meget, at

Folk omkring mig har nynnet "ferie ferie ferie - sangen" i dag og mindet om at det er nu, at skolernes sommerferie starter. Mand og børn har nu slukket for skolearbejdet og påbegyndt en helt eventyrligt lang ferie. 6 uger! (Thomas påstår han reelt kun har fire uger, "for han skal jo også forberede sig". Men vi ved det jo godt - hvordan det er med de lærere... de har 6 ugers ferie - hvis de altså ikke har syv. Og ungerne også... ingen - absolut ingen - forpligtelser i hundrede år (børnene altså). I dag fik mine medarbejdere velfortjent ros for et godt skolearbejde og fantastisk arbejde med vores meget svære elever, hvorefter vi holdt sommerfest for børnene og deres familier. Sagde farvel til to elever, (det kommer jeg måske ind på, hvis jeg på et tidspunkt kan gøre det uden at græde). Og så ønskede vi hinanden god ferie... Jeg har så lige to uger endnu, før det bliver min tur til at  - ikke nynne, men skråle "feriesangen" og tage to uger på højskole me

Ikke bogstaveligt naturligvis, men krøllerne dufter nu en gang af brændt træ (iblandet noget mistænkeligt grønligt skummateriale af ukendt oprindelse, et par beslag og noget andet ubestemmeligt). Skt. Hans er dejligt - også selv om den såkaldte "båltale" nærmest var en "py - ha, sikken et held ingen kom til skade, og skål så - tale". Der er altid en vis spænding i luften, når der holdes Skt. Hans på gården i Ll. Linde. Det gav et ordentligt drøn gennem luften, da tændstikken blev strøget, og den fine flamme ramte den "lille" skvæt brandstof, der med rund hånd var hældt over bålet, der mest af alt lignede en oprydning efter en flytning. Tak skæbne! Jeg var nok ikke den eneste der lige mærkede efter om  øjenbrynene sad der endnu.   Al bekymring om temperaturer og varme trøjer, kunne vi da have sparet os. Flammehavet (og dét var det sgu) foran os sendte bølger af ulidelig hede afsted og borde og bænke blev flyttet i hast... denne gang væk fra bålet - og s

  Den helt vidunderlige historiske rose "Rose de rescht" dufter fantastisk, og blomsterne myldrer frem fra midten af juni og langt hen på efteråret. Faktisk helt til den første frost kommer. Den er skøn og den skød min rose-interesse godt i gang, da vi fik hele 17 af de smukke roser. Nogle søde venner ringede og sagde at "nu gad de simpelthen ikke have de der roser mere", hvorefter de spurgte om vi ville have dem til vores totalt tomme have (lige med undtagelse af to klematis og nogle afpillede Hortensia). "ja tak" sagde vi og hentede de 17 roser, uden overhovedet at vide hvordan de så ud. Da vi så nåede sommeren og alle roser havde overlevet den lidt hårdhændede flytning, var jeg solgt... de er så smukke og de dufter af romantik og sødme. Interessen for roser var skabt.... Tak til R og S fordi de  - af helt helt uforståelige grunde - syntes at roser var besværlige og skulle væk.

Hvor var det dejligt at komme hjem fra arbejde i går. Manden min havde slået græs, og der så fint og ordentligt ud (stadig med ustyrlige mængder af helt nyt ukrudt i bedene, men det ser man ikke på afstand). Min orange rose er ved at springe ud. Den er så smuk, og står lige foran bilen, når jeg parkerer den foran haven. Så bliver man glad!

Min ældste datter sagde i går, at det altså er hendes tur til at have kage med torsdag. "nå nå", tænkte jeg... jeg finder da på noget lækkert. Herefter glemte jeg alt om kage til klassen. I dag kom jeg så - selvfølgelig her til aften - i tanke om, at de der kager nok skulle til at blive kreeret. Den unge dame kan godt lide citronkage, så i gang med nogle lækre syrlige muffins var jeg. Yngstedatteren var ikke helt tilfreds, for hun kan ikke lide citronkage og i øvrigt skulle vi se "Anja og Victor", som var i tv for gud ved hvilken gang. "jeg skal bare liiiiiige", pippede jeg og så tog den ene halve time den anden. For fint skal det være, de må gerne se lidt lækre ud, sådan nogle (små) kager og 7.A måtte gerne være en smule imponerede, tænkte jeg, så jeg hentede ekstra citroner til glasuren (og ekstra flormelis) og citronmelisse i haven. Jeg indrømmer at jeg var svært tilfreds da kagerne endelig var færdige (og nej, jeg synes ikke billedet ynder dem re

Var i radioen i går - og hånden på hjertet.. Det er så nok ikke en af mine spidskompetencer at optræde live i Pyjamasekspressen på 100 FM (ja, det kalder jeg den altså stadig selv om den nu hedder Radio 100). Jeg kommer sådan til at tænke på billedbogen "min uartige tunge" af Kim Fupz Eriksson, som omhandler en lille pige, der har oplevelsen af at ordene vælter ud af munden på hende, selv om hun ikke vil sige dem. Fed bog, ærgelig oplevelse! Kom kørende i bilen på vej til arbejde i går. 100 FM (jaja) havde emnet sommerferie på programmet, og opfordrede lytterne til at sende SMSer om hvad de skal i sommerferien, så andre med børn kunne få en god idé. Sad og lyttede med.. og blev egentlig lidt småforbløffet (og måske også lidt irriteret - det var jo morgen)over at de svar, der kom fra lytterne, som var i stil med "vi tager ungerne med en uge til Kreta i sommerferien". Jamen hallå - FED idé, det er jo nytænkning, så det står efter det! For fanden da Danmark er krea

Så, nu er jeg officielt blevet Blogger. Så er man da med på beatet, noget ved musikken, eller hvad ved jeg? Er man ikke? Jeg synes, jeg har meget på hjertet. Spørgsmålet er bare, om det i virkeligheden er hamrende uinteressant for andre at læse. Om jeg i virkeligheden bare er med på iscenesættelses-bølgen, hvor man forsøger at give det helt rigtige overskudsagtige billede af sig selv. Indrømmet... jeg er ikke en skid overskudsagtig - jo nogengange, men i bund og grund, er jeg  bare nogengange så hamrende træt, at jeg min powernap bliver til to timer på sofaen, efterfulgt af lammende træthed, hvor jeg slæber fødderne efter mig og drømmer om ferie. Gudskelov for forår og sommer, hvor galleriet har åbent, og det pibler op med små bitte grønne skud i hele haven, og jeg holder vejret i spænding - er det mon ukrudt eller skønne vidunderlige blomster der er på vej? Det giver glæde og energi hos mig... jeg eeeeeeeelsker det! også når det regner... Velkommen til min Blog, jeg håber du bl