Fru Vestergaard

Ikke alene har jeg netop brugt 14 forrygende dage med at lave keramik og glaskunst med mine døtre, men min yngste er også blevet Blogger. Jeg synes sgu, det er sejt! Hun har selv oprettet sin blog og finder selv rundt i designs osv. Hun er nu snu nok, den lille 11 årige ;-) At hun synes det er sjovt, er selvfølgelig skønt, men set med moderlige (og lærerfaglige) øjne, er den store bonus reflektionerne og det at formulere sig på skrift - plus det, at hun får øvet sin stavning, grammatik og tegnsætning... Jeg synes det er fedt! Hendes blog kan i øvrigt læses her: http://www.julieblaske.blogspot.com/ hilsner fra den stolte moder :-)

Med fare for stavefejl citeres i overskriften fra Formule F, Eva Kambskard, franskundervisning 9. klasse, Sorø Borgerskole. Smag og farver kan ikke diskuteres.. Af en eller anden grund, har den sætning hængt ved i de par år (!), der er gået siden, jeg gik ud af folkeskolen, og lige præcis i dag, må jeg godt nok sande, at det er rigtigt (og lidt sjovt). Glasurbrændingen er færdig og lertingene er taget ud af ovnen, i nye farver. For dem der ikke er så velbevandret udi keramikprocesser, kan jeg afsløre, at det der øjeblik, hvor ovnene bliver åbnet, er fuld af spænding. Efter første brænding, forglødningen, holder alle vejret i frygt for om noget er gået i stykker i ovnen (og endnu værre - gået i stykker og har ramt andres (eller egne) ting). Efter grasurbrændingen er man bare super spændt på om man nu har ramt den rigtige farve, om man har puttet et jævnt lag på osv osv. Sent i aftes var ingen undtagelse...forglødningen indeholdt en helt fantastisk skål, der desværre var flækket u

Jeg er altså helt vildt ringe til at være Hippie! Nu er der jo nogle, der giver min ældste ret i, at jeg er sådan lidt af en Hippie. Men helt ærligt, jeg er altså ikke særlig god til det. Dels er jeg totalt modstander af demonstrationer, Ungeren, Enhedslisten og hashkager, men der er altså også andre ting, hvor jeg hænger gevaldigt i bremsen.... Vi skulle have på sådan en rigtig højskole-fælles-kom-sammen-udflugt-med-fælles-opgaver i dag. For det første er jeg slet ikke så social, som man måske skulle tro, så jeg er faktisk ikke til de der påtvungne "lær-hinanden-at-kende"-events og "i hvor har vi det hyggeligt, når vi løber orienteringsløb i fællesskab på tværs af familier, aldre og grupper" Jeg er slet ikke til det. Jeg vil gerne være social, men jeg vil gerne selv bestemme hvornår, og med hvem! jeg krydsede fingre hele natten, for at det skulle blive regnvejr, så turen kunne blive aflyst og erstattet af museumsbesøg på Arken i Århus. Vågnede op til silende

Her til morgen gik jeg over i vaskerummet, for at sætte en vask med tøj fuld af ler over. Da jeg kom over i rummet, stod en stor rund mand og lagde en hel masse tøj sammen. Vi sagde "godmorgen" og jeg opdagede at jeg skulle have haft en vaskepolet for at komme til at vaske. Højlydt ærgede jeg mig, hvilket fik manden til at tilbyde, at jeg kunne låne en polet af dem, hvis ellers jeg kunne finde hans kone (hende med det mørke hår og briller ... øh, dem er der så 7 af). Det var rigtig pænt af manden, som så til gengæld for vaskepoletten bad mig vidne på at han møjsommeligt havde lagt alt tøjet sammen :-) Herefter kom han med en sød og undskyldende forklaring om, at det jo ikke var fordi han ikke lavede noget i hjemmet, men det var ham der stod for madlavningen, og konen der vaskede tøj. Vi jokede lidt med at det da ellers var smart af ham, at vælge en højskole, hvor maden bliver lavet, og man selv skal stå for tøjvasken (= han kan slappe af og konen skal stadig vaske tøj). Der

Under frokosten på højskolen i dag, sad jeg og talte med mine døtre, mens jeg spiste af den helt forrygende – økologiske (naturligvis) – mad fra buffeten. Jeg lod øjnene vandre rundt i lokalet. Rundt på vidt forskellige mennesker, forskellige typer af familier og forskellige børn i alle aldre. Mit blik standsede ved en kvinde i en hvid bluse. Hun havde navneskilt på brystet, i lighed med nogle andre, der tydeligvis kom fra samme hold (vi har ikke navneskilte på vores keramikhold, dertil er vores underviser alt for utjekket og distræt – men helt utrolig flink i øvrigt). På hendes selvklæbende skilt stod kort og godt ” Mor ”. Min første tanke var faktisk, at det var sødt. Men jo mere jeg tænkte over det (og ja, jeg har masser af tid, nu jeg er på højskole, jeg kan tænke en hel masse om bitte små ting, der er mere eller mindre væsentlige), jo mindre syntes jeg egentlig, det var sødt. Men det satte tanker i gang, det lille ”navne”-skilt. For damen i den hvide bluse hedder jo ikke mor. Hel

Så sidder man der, fuldstændig indeklemt mellem tasker, kufferter, lerglasurer i bøtter,  poser med drikkevarer og alle mulige - og umulige - andre pakkenelliker, mens man styrer bilen gennem ferietrafikken på vej til Jylland. Turen er gået fint. Humøret er højt, ungerne snakker (meget) og der er musik i radioen... pludselig - og jeg mener PLUDSELIG, som i "ud-af-det-blå" siger teenagebarnet på bagsædet: "Ved du hvad mor... jeg har tænkt over..... altså......... du er meget sød og sådan noget ik´, men du er altså sådan lidt en hippie." HVA´ BA??? Hvad for noget...? og så midt på motorvejen... Det var altså lige ved at ende med en grøftekørsel. Hvor filan kom nu det fra?????? Ja, ungen forsikrede mig da om at hun jo godt kan lide mig alligevel. (altså PÅ TRODS af at jeg åbenbart er en hippie). Jeg indrømmer at det er en kommentar, jeg er vendt tilbage til flere gange i løbet af dagen. Sikkert fordi det kom så meget bag på mig. "Jamen mor, du har jo de de

.. hvis man nu kunne spole tiden tilbage til de ting man fortryder, er der så noget du ville lave om mor?" spurgte min yngste datter, et stykke tid efter hun havde funderet over - og talt om - hvor meget hun elsker mig, og hvor meget hun elsker sin "pap-far". Hun havde været tavs et stykke tid, efter hun havde kommenteret alle hans fortræffeligheder... og pludselig kom hun åbenbart i tanke om den der tidsmaskine. Jeg tror nok, jeg godt ved hvad hun tænkte, at jeg måske ville have gjort anderledes. Men spurgte alligevel hvad hun mente. "jamen, hvis man gerne ville havde gjort noget andet end det man gjorde... eller man havde dummet sig, eller ... er der så noget du ville ønske du havde gjort anderledes". "JA" svarede jeg straks (for Guderne må vide, jeg har gjort mange dumme ting i mit liv, og der er edderrådme nogle af dem, jeg ville ønske, jeg havde gjort anderledes - eller endnu bedre; slet ikke gjort.) Efter ganske kort tid, slog det mig dog..

Er det ikke sådan man siger? Og skal man nu også det? - gøre det man er god til? Hvad nu hvis man - som jeg - bare er hamrende god til at holde fri, er det så det man skal? Lade job være job, og bare nyde at holde fri? Eller skal man i stedet arbejdet på det man ikke er så god? (som ikke i dette tilfælde er det præcis modsatte - nemlig at gå på arbejde, for det mestrer jeg faktisk også - jeg er bare lige lidt bedre til at holde fri). Jeg har simpelthen konkluderet, at jeg er sindsygt god til at holde fri. Ikke fri som i "så-laver-jeg-ikke-en-skid", men jeg er god til at have tid til at gøre, lige som det passer mig.... nippe de visne blomsterhoveder af roserne, i et halvdovent tempo, klippe lidt vildskud af, dufte til en nyudsprunget, plukke et jordbær og spise det, selv om det knaser lidt i tænderne, fordi jeg ikke gad skylle det først. Jeg kan rette lidt på et par vindruestængler i det meget kreative system af snore, der holder den på plads, fjerne en tidsel, kæle lid

Måske er jeg skadet af min uddannelse indenfor lærergerningen liniefag i dansk - ja undskyld linJE hedder det jo nu. Der er bare visse ting, indenfor retsskrivning og talesprog der irriterer mig grænseløst - ja, det går mig vel nærmest i nervebanerne, om jeg så må sige. Syng nu fx. den her med Medina.. bare inde i hovedet - du skulle jo nødigt genere en dansklærer... "Jeg er ikke så god til kompromis Før jeg mødte dig der var jeg jo alene Og jeg er stadig ved at lære og finde ud af hvordan vi to kan forenes" Hvadbehager?  "jeg er stadig ved at lære OG finde ud af..." nææææ nej, fine Medina... du er ved at lære AT finde ud af.... Når jeg har hørt den sang i radioen, har det gibbet i mig, hver gang hun er nået til det famøse OG.. ene og alene fordi det er grammatisk forkert. Nu gibber det i mig (og trækker i tandhalse og nervebaner), hver gang jeg hører den, fordi jeg har hørt rygter om at det da er heeeeelt i orden frem over at sige "og" i stedt

"ja.. det bliver altså bare køkkenrulle", sagde værtinden med et let undskyldende smil, og rakte rullen over bordet.. "Nå nå, så er man nok ikke fin nok til servietter længere!!!", tænkte jeg, og var lige ved at rejse mig i skuffelse og fornærmethed. Men så kiggede jeg mig lidt omkring....... Maden stod på bordet og så indbydende ud. Mændene, der havde grillet - med hver sin dåseøl i hånden, naturligvis - sad tilbagelænede og skålede. Ungerne var sultne. Mindstefyren kiggede på den 11 årige med  jul(i)elys i øjnene. Lillebittepigen strålede og var klar til at sutte på noget brød og teenageren rakte ud efter tomatsalaten, på den utålmodige måde. Hvor befriende... og hvor dejligt at kunne ses en hverdag, midt i alting, selv om vi var nogen, der skulle op dagen efter, og sørge for at hjulene stadig kører rundt i Danmark, mens skolelærerne har sååååmmerferie (ja, jeg er misundelig). Skide være med blomstrede servietter i de helt rigtige farver. Køkkenrullestykkerne