Her til morgen gik jeg over i vaskerummet, for at sætte en vask med tøj fuld af ler over. Da jeg kom over i rummet, stod en stor rund mand og lagde en hel masse tøj sammen. Vi sagde "godmorgen" og jeg opdagede at jeg skulle have haft en vaskepolet for at komme til at vaske. Højlydt ærgede jeg mig, hvilket fik manden til at tilbyde, at jeg kunne låne en polet af dem, hvis ellers jeg kunne finde hans kone (hende med det mørke hår og briller ... øh, dem er der så 7 af). Det var rigtig pænt af manden, som så til gengæld for vaskepoletten bad mig vidne på at han møjsommeligt havde lagt alt tøjet sammen :-) Herefter kom han med en sød og undskyldende forklaring om, at det jo ikke var fordi han ikke lavede noget i hjemmet, men det var ham der stod for madlavningen, og konen der vaskede tøj. Vi jokede lidt med at det da ellers var smart af ham, at vælge en højskole, hvor maden bliver lavet, og man selv skal stå for tøjvasken (= han kan slappe af og konen skal stadig vaske tøj).
Derefter gik jeg - efter at have rost manden for at lægge alting så fint sammen, ind i lerværkstedet, lige ved siden af, for at veje noget ler af.
Et par minutter kommer mandens kone - hende med det mørke hår og brillerne - ind i vaskerummet. Hun når dårligt at sætte sin fod på den anden side af dørtrinnet før hun med harme i stemmen siger "GIDER du godt lade være med det der? Hvad i alverden står du og laver?", manden (som jo er tyk, tålmodig og gemytlig) siger med påtaget humor i stemmen "aj, nu skal du jo rose mig, når jeg står og lægger tøj sammen". Han taler afdæmpet, men konen hvæser straks - og meget højt: "nej jeg skal da ej, det er jo overhovedet ikke TØRT, noget af det". Manden siger spagt at det hele er tørt. Hun fnyser og jeg kan, selv om der er væg imellem, nærmest mærke hvordan hun flår tøjet ud af hånden på den stakkels hjælpsomme fyr. Herefter lunter han stille, med bøjet hoved, ud af bygningen, og konen bliver i vaskerummet, som hun, og kun hun, har styr på.
Jeg skulle nærmest stå på mine egne fødder, og bide mig hårdt i tungen, for ikke at storme ind og spørge hvordan helvede hun forventede at han nogensinde igen ville gøre noget af sig selv.
Hvis ikke det er at skyde sig selv i begge ben, med spredhagl, så ved jeg ikke hvad det er!!!
Men, hun er jo ikke den eneste kvinde, hvis mand aldrig - og jeg mener aldrig - kan gøre noget rigtigt. Så kan han ikke skifte bleen tit nok, sætte den rigtigt nok, lege nok med ungen, og på den rigtige måde. Han kan ikke dække bordet pænt nok, folde servietterne på den rigtige måde. Han er forkert i tøjet. Købe ind kan han heller ikke, for han fatter jo ikke hvad der mangler i skabene - han får jo heller ikke lov til at lave mad -hans sovs er enten for tynd, for tyk eller fuld af klumper. Desuden taber han altid alting (det tror da fanden, manden er rystende nervevrag).
Manden kan heller ikke se når der er støvet, og hvis han kan, er det den forkerte klud han bruger og han kommer heller ikke ud i hjørnerne med støvsugeren.
Slutteligt ; "Han laver bare aldrig en skid, og slet ikke noget af sig selv" - nej, wonder fucking why, emsige bedrevidende madammer, der skyder med spredhagl af hvæsende bebrejdelser, bedrevidenheder og ydmygelser. Øv hvor er det grimt at overhøre, og hvor er det ærgeligt at se en mand dukke hovedet og være nødt til at lunte væk, fra det han faktisk bare gerne ville ordne for familien......
Jeg ville aldrig nogensinde gøre noget som helst - hvis jeg var mand og var gift med sådan en kvinde. Aldrig! (jeg ville heller ikke være gift særlig længe)
Derefter gik jeg - efter at have rost manden for at lægge alting så fint sammen, ind i lerværkstedet, lige ved siden af, for at veje noget ler af.
Et par minutter kommer mandens kone - hende med det mørke hår og brillerne - ind i vaskerummet. Hun når dårligt at sætte sin fod på den anden side af dørtrinnet før hun med harme i stemmen siger "GIDER du godt lade være med det der? Hvad i alverden står du og laver?", manden (som jo er tyk, tålmodig og gemytlig) siger med påtaget humor i stemmen "aj, nu skal du jo rose mig, når jeg står og lægger tøj sammen". Han taler afdæmpet, men konen hvæser straks - og meget højt: "nej jeg skal da ej, det er jo overhovedet ikke TØRT, noget af det". Manden siger spagt at det hele er tørt. Hun fnyser og jeg kan, selv om der er væg imellem, nærmest mærke hvordan hun flår tøjet ud af hånden på den stakkels hjælpsomme fyr. Herefter lunter han stille, med bøjet hoved, ud af bygningen, og konen bliver i vaskerummet, som hun, og kun hun, har styr på.
Jeg skulle nærmest stå på mine egne fødder, og bide mig hårdt i tungen, for ikke at storme ind og spørge hvordan helvede hun forventede at han nogensinde igen ville gøre noget af sig selv.
Hvis ikke det er at skyde sig selv i begge ben, med spredhagl, så ved jeg ikke hvad det er!!!
Men, hun er jo ikke den eneste kvinde, hvis mand aldrig - og jeg mener aldrig - kan gøre noget rigtigt. Så kan han ikke skifte bleen tit nok, sætte den rigtigt nok, lege nok med ungen, og på den rigtige måde. Han kan ikke dække bordet pænt nok, folde servietterne på den rigtige måde. Han er forkert i tøjet. Købe ind kan han heller ikke, for han fatter jo ikke hvad der mangler i skabene - han får jo heller ikke lov til at lave mad -hans sovs er enten for tynd, for tyk eller fuld af klumper. Desuden taber han altid alting (det tror da fanden, manden er rystende nervevrag).
Manden kan heller ikke se når der er støvet, og hvis han kan, er det den forkerte klud han bruger og han kommer heller ikke ud i hjørnerne med støvsugeren.
Slutteligt ; "Han laver bare aldrig en skid, og slet ikke noget af sig selv" - nej, wonder fucking why, emsige bedrevidende madammer, der skyder med spredhagl af hvæsende bebrejdelser, bedrevidenheder og ydmygelser. Øv hvor er det grimt at overhøre, og hvor er det ærgeligt at se en mand dukke hovedet og være nødt til at lunte væk, fra det han faktisk bare gerne ville ordne for familien......
Jeg ville aldrig nogensinde gøre noget som helst - hvis jeg var mand og var gift med sådan en kvinde. Aldrig! (jeg ville heller ikke være gift særlig længe)
Kommentarer
Send en kommentar