Er det ikke sådan man siger?
Og skal man nu også det? - gøre det man er god til?
Hvad nu hvis man - som jeg - bare er hamrende god til at holde fri, er det så det man skal? Lade job være job, og bare nyde at holde fri? Eller skal man i stedet arbejdet på det man ikke er så god? (som ikke i dette tilfælde er det præcis modsatte - nemlig at gå på arbejde, for det mestrer jeg faktisk også - jeg er bare lige lidt bedre til at holde fri).
Jeg har simpelthen konkluderet, at jeg er sindsygt god til at holde fri. Ikke fri som i "så-laver-jeg-ikke-en-skid", men jeg er god til at have tid til at gøre, lige som det passer mig.... nippe de visne blomsterhoveder af roserne, i et halvdovent tempo, klippe lidt vildskud af, dufte til en nyudsprunget, plukke et jordbær og spise det, selv om det knaser lidt i tænderne, fordi jeg ikke gad skylle det først. Jeg kan rette lidt på et par vindruestængler i det meget kreative system af snore, der holder den på plads, fjerne en tidsel, kæle lidt med katten, kaste vand efter ungerne og løbe hvinende væk, når det er min tur til at blive ramt.
Jeg kan kigge op mod himlen og tænke "nej nej, det er så varmt, regnen kommer ikke her på matriklen", og sætte mig i gården på den lille plysbeklædte skammel og smadre fliser med en hammer. Sætte de små stykker på den store krukke, som jeg i årevis har fundet lidt for grim og kikset i farven, men skøn i faconen. Pynte den med mosaikker og små lerroser indimellem. Bære hele balladen ind i galleriet, fordi det alligevel trækker op til regn, og ærge mig over at jeg ikke fik hentet det helt nymalede "Åbent"-skilt, når der pludselig kommer skybrud, så det regner ned i Galleriets værksted, fordi der stadig mangler en tagplade.
(Skiltet er nu stadig meget pænt - altså på den rustikke og lidt udvandede måde).
Jeg kan lytte til radionen, og glæde mig over at "touren" bliver krydret med blandet musik, tænde et ekstra stearinlys, bare for hyggen skyld, og begynde den store oprydning af værkstedet, som i månedsvis har lignet et losseplads, blandet med et nedlagt krea-lager og et kræmmermarked. Jeg kan spise endnu en saltstang, åbne en kondi (free naturligvis) og bare nyde at være til og have tid til det der giver ro i sjælen - hos mig altså...
Jeg er fabelagtig (hvis jeg selv skal sige det) til at nyde livet, fritiden og pausen fra det stressende - nyde mine børns leg i haven og visheden om at min dejlige mand er lige her - eller der. At han kigger ind, og giver mig et kys, inden han selv går viderere i sit ferieprogram (han er også eminent til det der ferie-halløj ... han HAR bare ferie).
Indrømmet - det gør lidt ondt, at tænke på at min ferie i år er degraderet til kun to uger og en dag her og der. Det gør ondt fordi der er så meget jeg gerne vil have tid til at nyde, fordi jeg er så hamrende træt, og fordi jeg trænger til at få min massive - og helt utroligt usunde - stress ud af kroppen (og væk fra mine fingre).
Og det er vel heller ikke helt fair - når nu jeg er så skide god til at holde fri???????
Og skal man nu også det? - gøre det man er god til?
Hvad nu hvis man - som jeg - bare er hamrende god til at holde fri, er det så det man skal? Lade job være job, og bare nyde at holde fri? Eller skal man i stedet arbejdet på det man ikke er så god? (som ikke i dette tilfælde er det præcis modsatte - nemlig at gå på arbejde, for det mestrer jeg faktisk også - jeg er bare lige lidt bedre til at holde fri).
Jeg har simpelthen konkluderet, at jeg er sindsygt god til at holde fri. Ikke fri som i "så-laver-jeg-ikke-en-skid", men jeg er god til at have tid til at gøre, lige som det passer mig.... nippe de visne blomsterhoveder af roserne, i et halvdovent tempo, klippe lidt vildskud af, dufte til en nyudsprunget, plukke et jordbær og spise det, selv om det knaser lidt i tænderne, fordi jeg ikke gad skylle det først. Jeg kan rette lidt på et par vindruestængler i det meget kreative system af snore, der holder den på plads, fjerne en tidsel, kæle lidt med katten, kaste vand efter ungerne og løbe hvinende væk, når det er min tur til at blive ramt.
Jeg kan kigge op mod himlen og tænke "nej nej, det er så varmt, regnen kommer ikke her på matriklen", og sætte mig i gården på den lille plysbeklædte skammel og smadre fliser med en hammer. Sætte de små stykker på den store krukke, som jeg i årevis har fundet lidt for grim og kikset i farven, men skøn i faconen. Pynte den med mosaikker og små lerroser indimellem. Bære hele balladen ind i galleriet, fordi det alligevel trækker op til regn, og ærge mig over at jeg ikke fik hentet det helt nymalede "Åbent"-skilt, når der pludselig kommer skybrud, så det regner ned i Galleriets værksted, fordi der stadig mangler en tagplade.
(Skiltet er nu stadig meget pænt - altså på den rustikke og lidt udvandede måde).
Jeg kan lytte til radionen, og glæde mig over at "touren" bliver krydret med blandet musik, tænde et ekstra stearinlys, bare for hyggen skyld, og begynde den store oprydning af værkstedet, som i månedsvis har lignet et losseplads, blandet med et nedlagt krea-lager og et kræmmermarked. Jeg kan spise endnu en saltstang, åbne en kondi (free naturligvis) og bare nyde at være til og have tid til det der giver ro i sjælen - hos mig altså...
Jeg er fabelagtig (hvis jeg selv skal sige det) til at nyde livet, fritiden og pausen fra det stressende - nyde mine børns leg i haven og visheden om at min dejlige mand er lige her - eller der. At han kigger ind, og giver mig et kys, inden han selv går viderere i sit ferieprogram (han er også eminent til det der ferie-halløj ... han HAR bare ferie).
Indrømmet - det gør lidt ondt, at tænke på at min ferie i år er degraderet til kun to uger og en dag her og der. Det gør ondt fordi der er så meget jeg gerne vil have tid til at nyde, fordi jeg er så hamrende træt, og fordi jeg trænger til at få min massive - og helt utroligt usunde - stress ud af kroppen (og væk fra mine fingre).
Og det er vel heller ikke helt fair - når nu jeg er så skide god til at holde fri???????
Kommentarer
Send en kommentar