Fru Vestergaard

Skoleshopping? Ja, hvad er nu det for noget? Det er åbenbart det sidste nye hit blandt visse skolelever (og dermed også deres forældre, som jo, som bekendt, har det overordnede ansvar og dermed også beslutningsretten). Hvor fanden er vi henne, når det pludselig er helt legalt, at vælge og vrage mellem skolerne og skifte i et væk, så snart der er noget der ikke passe en, eller der er noget der lyder mere spændende på den anden side af bygrænsen? Skal eleverne så kunne vælge skole, alt efter hvilket emne de forskellige kører med indenfor samfundsfag eller religion - hvad f.. sker der? Hvor er forældrene henne i det her? Hvordan kan forældre lade deres barn shoppe rundt uden at finde fodfæste nogensteder, og bare stiltiende lade stå til, mens ungen brokker sig og vil noget andet, uden at se indad og tage ansvar - hvad lærer man så sit barn? I 8. klasse på byens skole er samme elev nu meldt ind for anden gang. Dvs. hun startede på skole a - flyttede til b (fordi de andre var nogle idi...

Folketingsvalget er på vej. Det har været meldt ud i 14 dage, og det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg glæder mig. Ikke på grund af det forventede - eller frygtede - resultat, men fordi jeg synes det er skide spændende og helt vildt vigtigt. Jeg sætter med glæde, og en vis højtidelighed, mit kryds ud for den person, hvis holdninger jeg sympatiserer mest med. Jeg glæder mig over demokratiet og min ret til medindflydelse i det land jeg er en del af. Jeg synes jeg er heldig. Det synes jeg faktisk. jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvor jeg skal sæte mit kryds, med den tykke blyant. Men det er ikke relevant her. Næ det der er relevant, og det jeg simpelthen er nødt til at få ud af systemet er følgende: For en uge siden.. altså en uge efter valget blev udskrevet, modtog jeg en mail fra min datters klasselærer, som inviterede til forældremøde. Lækkert, det er der brug for - men datoen er den 15. september. Torsdag den 15. september fra 19 - 21. Hvadbehager? "nå, hun har vist s...

Ikke alene har jeg netop brugt 14 forrygende dage med at lave keramik og glaskunst med mine døtre, men min yngste er også blevet Blogger. Jeg synes sgu, det er sejt! Hun har selv oprettet sin blog og finder selv rundt i designs osv. Hun er nu snu nok, den lille 11 årige ;-) At hun synes det er sjovt, er selvfølgelig skønt, men set med moderlige (og lærerfaglige) øjne, er den store bonus reflektionerne og det at formulere sig på skrift - plus det, at hun får øvet sin stavning, grammatik og tegnsætning... Jeg synes det er fedt! Hendes blog kan i øvrigt læses her: http://www.julieblaske.blogspot.com/ hilsner fra den stolte moder :-)

Med fare for stavefejl citeres i overskriften fra Formule F, Eva Kambskard, franskundervisning 9. klasse, Sorø Borgerskole. Smag og farver kan ikke diskuteres.. Af en eller anden grund, har den sætning hængt ved i de par år (!), der er gået siden, jeg gik ud af folkeskolen, og lige præcis i dag, må jeg godt nok sande, at det er rigtigt (og lidt sjovt). Glasurbrændingen er færdig og lertingene er taget ud af ovnen, i nye farver. For dem der ikke er så velbevandret udi keramikprocesser, kan jeg afsløre, at det der øjeblik, hvor ovnene bliver åbnet, er fuld af spænding. Efter første brænding, forglødningen, holder alle vejret i frygt for om noget er gået i stykker i ovnen (og endnu værre - gået i stykker og har ramt andres (eller egne) ting). Efter grasurbrændingen er man bare super spændt på om man nu har ramt den rigtige farve, om man har puttet et jævnt lag på osv osv. Sent i aftes var ingen undtagelse...forglødningen indeholdt en helt fantastisk skål, der desværre var flækket u...

Jeg er altså helt vildt ringe til at være Hippie! Nu er der jo nogle, der giver min ældste ret i, at jeg er sådan lidt af en Hippie. Men helt ærligt, jeg er altså ikke særlig god til det. Dels er jeg totalt modstander af demonstrationer, Ungeren, Enhedslisten og hashkager, men der er altså også andre ting, hvor jeg hænger gevaldigt i bremsen.... Vi skulle have på sådan en rigtig højskole-fælles-kom-sammen-udflugt-med-fælles-opgaver i dag. For det første er jeg slet ikke så social, som man måske skulle tro, så jeg er faktisk ikke til de der påtvungne "lær-hinanden-at-kende"-events og "i hvor har vi det hyggeligt, når vi løber orienteringsløb i fællesskab på tværs af familier, aldre og grupper" Jeg er slet ikke til det. Jeg vil gerne være social, men jeg vil gerne selv bestemme hvornår, og med hvem! jeg krydsede fingre hele natten, for at det skulle blive regnvejr, så turen kunne blive aflyst og erstattet af museumsbesøg på Arken i Århus. Vågnede op til silende...

Her til morgen gik jeg over i vaskerummet, for at sætte en vask med tøj fuld af ler over. Da jeg kom over i rummet, stod en stor rund mand og lagde en hel masse tøj sammen. Vi sagde "godmorgen" og jeg opdagede at jeg skulle have haft en vaskepolet for at komme til at vaske. Højlydt ærgede jeg mig, hvilket fik manden til at tilbyde, at jeg kunne låne en polet af dem, hvis ellers jeg kunne finde hans kone (hende med det mørke hår og briller ... øh, dem er der så 7 af). Det var rigtig pænt af manden, som så til gengæld for vaskepoletten bad mig vidne på at han møjsommeligt havde lagt alt tøjet sammen :-) Herefter kom han med en sød og undskyldende forklaring om, at det jo ikke var fordi han ikke lavede noget i hjemmet, men det var ham der stod for madlavningen, og konen der vaskede tøj. Vi jokede lidt med at det da ellers var smart af ham, at vælge en højskole, hvor maden bliver lavet, og man selv skal stå for tøjvasken (= han kan slappe af og konen skal stadig vaske tøj). Der...

Under frokosten på højskolen i dag, sad jeg og talte med mine døtre, mens jeg spiste af den helt forrygende – økologiske (naturligvis) – mad fra buffeten. Jeg lod øjnene vandre rundt i lokalet. Rundt på vidt forskellige mennesker, forskellige typer af familier og forskellige børn i alle aldre. Mit blik standsede ved en kvinde i en hvid bluse. Hun havde navneskilt på brystet, i lighed med nogle andre, der tydeligvis kom fra samme hold (vi har ikke navneskilte på vores keramikhold, dertil er vores underviser alt for utjekket og distræt – men helt utrolig flink i øvrigt). På hendes selvklæbende skilt stod kort og godt ” Mor ”. Min første tanke var faktisk, at det var sødt. Men jo mere jeg tænkte over det (og ja, jeg har masser af tid, nu jeg er på højskole, jeg kan tænke en hel masse om bitte små ting, der er mere eller mindre væsentlige), jo mindre syntes jeg egentlig, det var sødt. Men det satte tanker i gang, det lille ”navne”-skilt. For damen i den hvide bluse hedder jo ikke mor. Hel...